”Yoga kan skabe kontrol over sindets bølger”

Patanjali, ca. år 0.




Yogaøvelsernes dybdevirkning på krop og sind er ganske enestående. Ikke nogen anden kropstræning giver styrke, smidighed, balance og total afspænding på samme tid. Og på en så effektiv måde, med bevidst påvirkning af hele kroppen. Dertil skal lægges det mentale aspekt. Ved hjælp af åndedrætsøvelser, fysiske øvelser samt visualiserings- og meditationsøvelser opnås en ro i sindet, som er unik for netop yoga. Yoga påvirker nervesystemet, kroppens indre organer, kirtelsystemet og immunforsvaret.

Yoga er suveræn, hvis du føler dig stresset i sind og krop.



Yoga handler om at slippe hovedet og komme ned i kroppen. Det er en vej til at skabe balance i livet og en måde at være til stede i nuet.

Yoga er både blidt og kraftfuldt, og det særlige er samklangen mellem tanke, åndedræt og bevægelse. Gennem denne samklang, hvor krop, sind og ånd forbindes, skabes en udviklingsvej; en mulighed for at møde sit kerne-selv og bare være i verden som man er.

Yoga er en måde at leve i verden med hjertet som guide.















Det er en udbredt misforståelse, at man skal være smidig for at dyrke yoga. Du kunne jo heller ikke læse, inden du startede i skole. Yoga bør dyrkes med opmærksomhed, som var det første gang – hver gang! Det handler om at lytte indad og kun gøre præcis det, din krop har brug for netop i dag. Det er selve processen, der udvikler, styrker og gør os klogere på os selv. Og det er ikke altid, vi skal nå tæerne, selv om vi kan.

At lytte til sin krop er ikke at nå og gå så langt i stillingerne som sidemanden, men at respektere sit eget niveau - at anerkende sig selv.

Gennem yoga lærer man at lytte til sig selv - lytte til sit hjerte. Herinde er vi alle ens og ønsker alle det samme: harmoni, fred og kærlighed.